Reporting live from San Diego
November 2, 2011 by Andreas

Hverdagen er startet – nu med klatring

Så er halvdelen af min første almindelige uge herovre gået. Jeg begynder stille og roligt at finde en rutine, selvom alting ikke er på plads endnu. Søndagen gik uden det store drama – bortset selvfølgelig fra det Borgen-afsnit jeg så, der som altid var spændende. Mandag morgen stod jeg op, så jeg kunne være på uni omkring kl. 0800. Der var jeg temmelig alene 🙂 Ikke før hen ad klokken 10 begyndte de første at dukke op. Så jeg tror jeg justerer mit faste mødetidspunkt til omkring kl. 0900 i stedet. Jeg fik udfyldt de nødvendige formularer og anskaffet mig et studiekort. Det giver gratis buskørsel med alle ruter der passerer UCSD, så det var så rigeligt de 15$ værd. Jeg fik også min første opgave af professor Trivedi, nemlig at forberede en lille præsentation af mig og mine tidligere projekter. Det var min plan at kigge forbi klatrehallen, men det lykkedes mig at glemme at få mine klatresko med, da jeg forlod lejligheden om morgnen. Jeg kiggede hurtigt ind forbi, men smuttede så hjemad.

I går, tirsdag, mødte jeg en smule senere og fik lavet min præsentation færdig. Jeg skal efter planen fremlægge i dag. I frokostpausen smuttede jeg en tur forbi UCSDs cykelbutik, for at se på udvalget der. Jeg bor tilstrækkelig tæt på uni til at det giver god mening at have en cykel. Samtidig har alle busser i San Diego en cykelholder monteret, og det koster ikke ekstra at få sin cykel med. Så sådan en vil jeg have fingre i. Den billigste de havde kostede imidlertid 400$ (og den dyreste jeg lige så kostede 3000$), og det synes jeg er lige dyrt nok for en cykel jeg kun skal bruge i 7 måneder. Så jeg må en tur forbi Walmart i weekenden og købe mig en 100-dollars-cykel.

I går aftes tog jeg så over i klatrehallen, denne gang med grej. Jeg blev meldt ind og fik en hurtig introduktion til stedet. Det er en hal der er bygget i to racquetball-rum (vistnok noget det minder om squash), der er slået sammen, så det er ca. 12×12 meter. Der er ca. 6 meter til loftet, så de har en smule toprebsklatring, men det er langt primært en boulder-hal. Det passer mig naturligvis fremragende. Ifølge deres hjemmeside blev hallen oprettet i 1995, og jeg tror såmænd ikke de har ændret på væggene siden da – andet end selvfølgelig med nye ruter. Der er mange store flader og meget lodret. En lille smule overhængende og slet ikke noget tag. Billeder følger en anden dag.

Jeg var noget overrasket over niveauet. Jeg havde regnet med at der ville være mange rigtig dygtige, men i hvert fald i aftes var jeg blandt de tre bedste. De har én V8 rute (svarer til 7b), der er lidt over mit niveau, men ellers er det sværeste V5, hvilket jeg kunne gå i 2-3 forsøg, i hvert fald de jeg prøvede. Men det er jo fint nok ikke at starte på alt for dybt vand. Med tiden må jeg få lavet nogle flere svære. Skulle jeg blive træt at den lille hal kan jeg altid tage ud i Vertical Hold, der i hvert fald på hjemmesiden ser rigtig god ud. Den ligger 7 kilometer væk eller sådan. Nå, men jeg trænede et par timer og smuttede hjemover, godt sulten. Jeg skal have fundet en fornuftig måde at tilrettelægge min dag, så jeg ikke først kommer derfra kl 2000 uden at have fået aftensmad.

I dag har jeg været til J1 Introduction, hvilket var et foredrag om alle mulige visum-regler og andre formalia for internationale besøgende på UCSD. Jeg blev ikke rigtig klogere, men til gengæld var det kedeligt. Jeg blev dog introduceret til en lille udlejningsbiks, hvor internationale kan leje hus-ting til ikke-ret-mange-penge. Så jeg har lejet to bordlamper (en til skrivebordet på uni og en til skrivebordet på mit værelse) formeldest den formidable sum af 80 cent pr. måned. Det holder budgettet nok lige til

 

Alt i alt går det meget fint. Jeg mangler som nævnt en cykel, for uden sådan en kan jeg ikke rigtig komme til et supermarked. Det betyder også at jeg indtil videre har måttet acceptere at købe noget færdiglavet mad til frokost og aften, og det holder ikke rigtig i længden, synes jeg. Køkkenet i lejligheden er ikke udstyret til de store kulinariske udskejelser, men simple pastaretter og lignende må kunne lade sig gøre. Så weekendens mission bliver at få købt en cykel, komme i Ikea og få et lille skrivebord samt skaffe nogle råvarer til madlavning.

Det blev endnu en ordentlig smøre, men i det mindste er det tre dage siden sidste post 🙂 Ha’ det rigtig godt derhjemme.

  •   •   •   •   •

2 Responses to “Hverdagen er startet – nu med klatring”

  1. *Niels says:

    Tak skal du have.. Det lyder til at du har nok at se til der over.. Her hjemme er der ike så meget nyt vejret er stadig trist og kedeligt:-)

  2. Andreas says:

    Ja, vi opererer stadig med ca. 20 grader og skyfrit 🙂

Leave a Reply to Andreas Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *