Reporting live from San Diego
October 27, 2011 by Andreas

Et sted at bo

Nu fik jeg opbygget en mægtig omgang suspense med min afslutning i går, som det så på formidabel vis lykkes mig at punktere med overskriften i dag. Nå ja.

Jeg fandt ud til Valentia Apartments, hvor jeg ventede en halv times tid (var selvfølgelig kommet alt for tidligt i min iver for ikke at komme for sent) og derpå ringede til Nick, som er ham jeg skal overtage pladsen fra. Det er en lejlighed som de er fire venner der har lejet, men som Nick så af nogle jobtekniske årsager er nødt til at flytte ud af. Jeg mødtes med Nick, Vincent og Jonathan, som er tre af de fire. Først satte vi os ind i en form for fællesrum for lige at få en fornemmelse af hvem hinanden var. Efter 5-7 minutters snak der besluttede de sig for at jeg ikke var specielt skræmmende eller suspekt, så vi gik over for at se på lejligheden.

Grundplan over lejligheden

Som jeg vist tidligere har nævnt er det en lejlighed hvor jeg skal dele det største soveværelse med en anden, Vincent. Vi kastede et blik rundt i den sparsomt møblerede lejlighed, snakkede lidt om løst og fast, og jeg annoncerede at jeg gerne ville flytte ind, hvis de ville have mig. Det ville de gerne. Det er lidt spændende at skulle flytte ind med nogen jeg slet ikke kender, men jeg sad og snakkede en halv times tid med Vincent efter de andre var smuttet og han virker nu meget flink. Han læser political science, men har dette quarter fri for at lave noget business. Han er event-koordinator og laver koncerter, så han sagde at det kunne være jeg også kunne få lov at lave noget lys for ham til dem. Det kunne være cool.

Eneste springende punkt er at jeg ikke har nogen seng, men det viser sig at jeg kan låne en af Nick fra engang i næste uge. Jeg flytter ind på lørdag og har fået lov at sove på sofaen i stuen indtil jeg får en seng. Det går nok.

I dag har jeg været ude at kigge lidt på Old Town, der er, jah, den gamle del af byen 🙂 Det svarer meget godt til Den Gamle By i Aarhus, måske lidt mindre. Det var et ganske hyggeligt sted. Jeg sad på en bænk i parken midt i Old Town et par timer og læste i en bog, og det var slet ikke så tosset. Nu er der lige straks aftensmad her på vandrerhjemmet. I aften er det burger-aften, og til 5$ er det svært at konkurrere med.

I morgen har jeg mit første møde på universitetet, så det bliver spændende.

Old Town - Klik for flere billeder

 

  •   •   •   •   •

5 Responses to “Et sted at bo”

  1. KLEM says:

    specielt skræmmende eller suspekt – det er jo lige dig! hvilke historier er det du har bundet dem på ærmet hæhæ. Tillykke med dit nye bosted.

  2. Tobias says:

    Du lyder jo til allerede at være kommet godt på plads 🙂

    Du får lige lidt nørde humor med på vejen, hvis nu du ikke har set den før:
    http://goo.gl/XxgJ6

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *