Så gik første dag i San Diego. Jeg lagde ud med at vågne klokken 02-et-eller-andet i nat, se på uret på min telefon og tænke “der står nok 07-et-eller-andet.” Det gjorde der ikke. Jeg faldt dog i søvn igen og vågnede kl. 0400, sikker på at nu kunne jeg ikke sove mere. Det lykkedes mig dog trods alle odds, og jeg stod op ved ni-tiden. Dermed må det jetlag være afviklet, har jeg besluttet.
Morgenmaden på vandrerhjemmet er gratis og består af pandekager man selv bager, så jeg fik en sund og nærende morgenmad bestående af to pandekager med indbagte chokoladestykker dækket af sirup. Så ved man at man er i USA 🙂 Efter morgenmaden fik jeg afviklet lidt mail-læsning, studering af de lokale busruter og andet nørderi. Mens jeg sad der kiggede filmmanden fra i går forbi og spurgte og jeg bare var kommet til San Diego for at stirre ind i min computer. Med tanke på mine studier kunne jeg jo ikke svare andet end ja til det spørgsmål. Nu var imidlertid også chancen for at opklare hvad det var han havde talt om i går. Så jeg spurgte, og Edmund (som åbenbart er “et af hans mange navne”). Vi satte os ud i solen på en bænk udenfor, og så gik det ellers over stok og sten. Edmund var angiveligt død i 11 minutter d. 1/1 2011 som følge af et hjertestop eller noget i den dur. I den forbindelse fandt han så ud af hvordan det var at være død, og det vil han så nu lave en eller anden film om. Det er noget med at der er noget hvidt lys, der stammer fra de koncentriske cirkler (ringe i vandet), der udgår fra det store “time and space continuum” når et barn blive undfanget. Og det vender så tilbage når man dør. Og det her continuum er en hvid linie der udstrækker sig et eller andet abstrakt sted, som han gerne vil have animeret. Og Edmund har også været maler i Yosemite engang. Livet handler ikke om at “figure it out”, men man skal bare acceptere at det kan man ikke. Og al videnskab i verden er i virkeligheen funderet i den samme grundlæggende energi, der minder lidt om lys, men det kan de forskellige grene bare ikke indse, fordi de har travlt med deres eget smalle spor. Det her energi er nok det der udgør the time and space continuum. Og det passer også med hvad der står i Bibelen. Jeg får let ved at score damer i San Diego, fordi jeg har en smule accent. Jeg taler i øvrigt meget som universitetsstuderende gør. Edmund er min selvudnævnte housing cheerleader og gav mig en plan for hvordan jeg skal finde ud af hvilket kvarter jeg gerne vil bo i. Edmund har også historier om 150 historisk signifikante personer han vil fortælle, formentlig gennem nogle film. Det slår mig at han lidt ligner The Dude fra The Big Lebowski. Nå, men efter sådan en times samtale – eller snarere monolog fra hans side – kunne min ungdommelige hjerne ikke rigtig håndtere mere sandhed, og jeg rejste mig og annoncerede at jeg skulle fange en bus ind til byen.
Så det gjorde jeg.
Edmund er meget hyggelig (og måske ikke helt så skør som det lyder i ovenstående), men sørendanseme også en spøjs fætter. Bevæbnet med sin iPad, jakkesæt og sine, om ikke andet, omfangsrige talegaver kan jeg godt forestille mig at han kan lokke en filmfinansiering ud af nogle investorer.
Jeg vandrede lidt rundt i Downtown og prøvede at hitte ud af hvordan byen hænger sammen, fandt ud af at det meste interessante tilsyneladende foregår i The Gaslamp Quarter på Fifth Street, spiste en ikke særlig god chicken teriyaki fra en kinesisk restaurant i en mall (note to self: En medium sodavand er enorm herovre – det burde jeg have vidst) og gik en tur i Gaslamp-kvarteret. Fik en kop kaffe og lidt internet på en Starbucks på Fifth and F St. Så fandt jeg en bus og kørte op for at tjekke campus på universitetet ud. Jeg havde en time der til at finde noget aftensmad og komme videre til mødet med mine potetielle nye roommates. Jeg fandt University Center og købte mig en salat på Burger King. Jeg havde glemt præcis hvor “min” bygning på uni lå, så jeg slog det op på en offentlig computer og det viste sig til min overraskelse at det var bygningen lige ved siden af. Så det var jo nemt. Kastede et hurtigt blik på den, og så fandt jeg en bus videre mod Valencia Apartments, hvor jeg skulle se på et værelse…
… men den historie må I få i morgen, ellers bliver dette indlæg alt for langt 🙂
Leave a Reply