Så er jeg hjemme i San Diego igen og efter en lidt hektisk uge har jeg tid til at skrive nok et blogindlæg. Det meste af tiden siden sidst er gået med at køre Californien tyndt med min familie, så det her bliver et langt indlæg spækket med billeder. Der er endnu flere billeder i mit billedgalleri som du kommer til ved at klikke på et af billederne her i indlægget – men vent til du har læst færdig 🙂

Den 22. december fik jeg et lift med Vince til LA, hvor jeg tog imod far, mor og Katrine. Vi indlogerede os på et hotel, da de ankom for sent til at afhente autocamperen vi skulle køre rundt i. Lidt misforståelser fra vores side mundede ud i at vi fik morgenmad med room service dagen efter. Så har man prøvet det med.

Vi hentede autocamperen, en lille sag på 8 meter i længden og 3 i bredden. Stor efter europæiske standarder, meget stor efter vores families standarder, men ikke noget særligt i USA, hvor man på et almindeligt kørekort må køre autocampere op til 44 fod i længden – længere end en turistbus. Vi satte kursen mod San Diego, hvor jeg viste universitetet frem og vi fik indkøbt forsyninger. Efter en overnatning ved Mission Bay var det blevet juleaftensdag og vi tog forbi Pacific Beach, Point Loma, Old Town og sluttede af i Downtown San Diego, hvor vi spiste julemiddag.

Juledag vendte vi kursen nordpå mod Highway 1 mellem Los Angeles og San Francisco. Vi kørte op gennem LA og fulgte HW1 nordpå med en afstikker til Solvang, der som bekendt er den “danske” by i Californien. Den blev grundlagt af nogle danske skolelærere for omkring 100 år siden, og minder mest af alt om en kunstig udgave af Sønderjylland/Nordtyskland med lidt Holland blandet i. Men som dansker er den jo et must at besøge og vi fik også en bid dansk wienerbrød med på et af de 4 danske bagerier i byen.

Efter Solvang besøgte vi Mission la Purissima, der er den mest velbevarede (og rekonstruerede) spanske mission i Californien. Før Californien blev til Californien var de eneste europæere der boede her spaniere, der kom via Mexico. De byggede 22 missioner op gennem Californien med en dagsrejse mellem hver, med det formål at omvende de lokale indianere til kristendommen. Og sikkert også at blive stinkende rige. Det var rigtig interessant at se hvordan de spanske præster og soldater har levet med indianerne.

Derefter gik turen igen ud til kysten og op langs Big Sur. Efter mange snoede veje, panik over at have for lidt benzin, tanke ved en defekt tank, mere panik over ikke at have noget benzin, og endelig med succes at få tanket nåede vi til Monterey og forlod kysten. Undervejs ville vi have besøgt Hearst Castle, hvor jeg var for 5 år siden, men alle rundvisningerne var desværre udsolgt. Der var juleferie, og andre ville åbenbart også gerne se det fascinerende slot, så det lykkedes ikke.

Så nåede vores lille karavane San Francisco, hvor vi havde små 2 dage. Vi kom rundt at se byen, men måtte opgive Alcatraz, da der først var billetter ledige til ugen efter, hvilket vi ikke havde tid til at vente på. På nedenstående billede ses skylinens mest markante bygning Transamerica Pyramid. Det grønne hus til højre huser Café Zoetrope, og så vil filmnørderne blandt læserne godt kunne regne ud at det tilhører Francis Ford-Coppola, instruktøren af den bedste film nogensinde, Apocalypse Now (jeg tror ikke det er min yndlingsfilm, men jeg synes det er den bedste film jeg nogensinde har set. Hvis det giver nogen mening).

Vi stak også hovedet indenfor i lobbyen i SFMOMA, San Francisco Museum of Modern Art, der som så mange andre kunstmuseer er en arkitektonisk rigtig spændende bygning. Vi var dog ikke inde at se udstillingerne. Og til lysnørderne blandt publikum: Ja, hver enkelt LED i skyen til højre kan styres individuelt, således at man kan pixelmappe i 3D. Da vi var der kørte der diverse videoklip i kunstinstallationen. Se mere her: http://www.youtube.com/watch?v=g-fNalstA2k.

Efter San Francisco gik turen direkte tilbage til LA, da Katrine skulle med et fly hjem til nytår, for at nå en eksamen. På vejen tog vi dog forbi Winchester House i San Jose. Det var rigtig spændende. Det er et victoriansk mansion med ikke færre end 160 rum (og sikkert flere) bygget af enken efter direktøren for Winchester våbenfabrikkerne. Da han døde var hun overbevist om at han var blevet slået ihjel af ånderne fra de mennesker hans geværer i tidens løb havde slået ihjel, og at de også ville komme efter hende. En clairvoyant fortalte hende, at hun kun kunne holde dem stangen ved at bygge på et hus, som hun aldrig måtte færdiggøre. Så hun købte et lille hus udenfor San Jose med en tilhørende frugtplantage. Og så byggede hun ellers. I 38 år. Uden at have nogen plan. Så huset er fyldt med døre der ikke fører nogen steder hen, trapper der går op i loftet og vinduer der blot vender ind mod endnu en væg. Indkomsten fra Winchesterfabrikkerne sikrede at hun aldrig skulle bekymre sig om økonomien. Det var meget spændende at se.

Efter at have sat Katrine af i lufthavnen havde vi 9 dage tilbage af turen. Vi kørte østpå mod Palm Springs. Modsat kysten, hvor temperaturen godt kan ramme 15 grader var der behagelige 25 (ja, jeg er nok efterhånden blevet lidt forvænt :-)). Bliver varmen for meget kan man tage en svævebane op til Mt. San Jacinto, hvad vi gjorde, hvor der lå sne. Så jeg fik stiftet lidt bekendtskab med sne i år. Svævebanen, proklamerer de meget stolt, er den største af sin art i USA, men den er bygget af schweizere, så jeg ved ikke rigtig hvad folk i Palm Springs har at være så stolte af. Den er bygget på så stejl en skråning, at der ikke går veje op til 4 af de 5 tårne der holder kablerne, så de blev bygget med helikopter. I løbet af de par år det tog at bygge den fløj man intet mindre end 23000 helikoptermissioner.

Vi fortsatte mod nord til Joshua Tree National Park, men gjorde holdt i Pioneertown på vejen. Det er en lille by, der blev bygget som westernfilmkulisse i halvtredserne, som blandt andet også huser USAs ældste funktionelle bowlinghal.

Joshua Tree National Park er opkaldt efter træet Joshua Tree, der er et underligt kaktusagtigt træ (faktisk er det ikke et træ, men en art agave og stammen er fyldt med vand og kan ikke brænde). Det er en stenørken, hvor kvægtyve holdt til for godt hundrede år siden. I dag ser man ikke mange kvægtyve, men stedet er om vinteren et verdenskendt klatremekka – om sommeren rammer temperaturen snildt over 35 grader, så der er det alt for varmt at klatre. Vi var ikke taget dertil for at klatre, men det får jeg muligvis mulighed for om et par uger.

Når man sådan tager billeder af storslåede landskaber, for eksempel i nationalparker, kan det være ret svært at give et begreb om størrelse. Ovenstående billede er et bud, men det her billede af min far er endnu bedre:

Det kunne tage adskillige minutters koncentreret stirren i bedste Find Holger-stil at få øje på ham. Tillad mig at illustrere:

Fra Joshua Tree fandt vi vej til Grand Canyon via Route 66. Grand Canyon er ikke mindre spektakulær om vinteren, og der er temperaturen også til at udholde. Vi gik en tur langs kanten og hørte et Park Ranger-foredrag om geologien bag skabelsen af Grand Canyon.

Ude i ørkenen kører der masser af godstog, noget der jo kan fascinere enhver dreng, mig selv inklusive. Jeg talte vogne på et par stykker, og det længste jeg talte bestod af 134 godsvogne og 5 lokomotiver (tre foran og to bagved). En række Wikipedia-opslag og lidt matematik fortæller mig at det tog var mere end 2,2 kilometer langt og vejede så meget som 13000 tons! Jeg tør slet ikke tænkte på hvilken bremselængde sådan et monstrum har (vognene var double-stack well cars og lokomotiverne EMD SD70, hvis nogen vil regne efter).

Vi fortsatte vores ørken-sightseeing med en tur til Death Valley (efter en aften i Las Vegas), der var overraskende interessant. Nu var vi der selvfølgelig også på den behagelige årstid, så det var ikke noget problem at forlade bilen. Vi så blandt andet Badwater, som er en saltørken, hvor der også er en lille sø, der til nogle guldgraveres store skuffelse ikke indeholdt vand der kunne drikkes. Badwater er det laveste punkt på den vestlige halvkugle på 82 meter under havets overflade, så nu har jeg været både på det laveste punkt på den vestlige og på den østlige halvkugle.

I nordenden af  Death Valley så vi også Scotty’s Castle, en vinterbolig bygget af en rigmanden Albert Johnson fra Chicago, mere eller mindre på opfordring fra den lokale krejler og løgnhals Death Valley Scotty, der engang havde narret Albert til at investere i en fiktiv guldmine i Death Valley. Mod alle odds blev de gode venner, og Scotty fik lov at lade som om han boede på slottet og kaldte det sit eget. Det var spændende at se og der var masser af gode historier at høre om den meget farverige Scotty.

Fra Death Valley kørte vi forbi Randsburg, en næsten-spøgelsesby stiftet på grund af nærliggende (nu udtømte) guldminer i 1895. Nu om dage er den et samlingspunkt for offroadere, både to- og firehjulede. Der er en hyggelig General Store, som har eksisteret siden 1894, der serverer nogle rigtig udmærkede chokolade milkshakes. Randsburg var helt utrolig fotogen, så jeg vil varmt anbefale at klikke videre og se hele mit galleri, men her er et par smagsprøver:

Efter Randsburg manglede der ikke meget mere end at køre tilbage til LA og vaske og aflevere autocamperen. I mandags fløj mine forældre hjem, og jeg fangede The Pacific Surfliner (toget) til San Diego. Tak for turen!

I denne uge havde jeg knap tid til at komme hjem, før Lars og Martin fra mit studie landede tirsdag aften for at besøge mig et par dage. Vi var rundt i San Diego og se alle de obligatoriske ting, og sluttede af med en tur på USS Midway, et museumshangarskib der ligger i havnen. Jeg skulle også have været med dem i San Diego Zoo (der jo skulle være verdens bedste – og jeg har ikke været der endnu), men der dukkede pludselig noget op på laboratoriet jeg skulle tage mig af. Men det må jeg vist ikke rigtig have lov at skrive mere om – uh, så hemmelig jeg er. Hjemkomst, besøg af Lars og Martin og det her laboratorie-halløj tilsammen har gjort den forløbne uge en kende hektisk. Jeg har slet ikke nået at klatre, og jeg var endda på uni i dag, en højhellig søndag. Men det var super hyggeligt at have besøg, så det var helt sikkert det værd.

Det var så min juleferie. Væsentligt mindre flæskesteg og brunede kartofler end sædvanligt, men fremragende ikke desto mindre. Hvad har du lavet?

Nu kan jeg lige nå en almindelig uge – selvom der ser ud til at blive mere end rigeligt at lave på uni – så kommer min gode ven Joachim på besøg en uge. Det glæder jeg mig til.

Det blev til en ordentlig bunke billeder i denne omgang. Jeg er glad for at du, kære læser, holdt ud til vejs ende, jeg kan jo så godt lide at vise dem frem 🙂

I aften (klokken er nu 2116) skal jeg så bare lige have lagt nyvasket tøj sammen, pudset støvler (en god soldat vedligeholder sit grej før han vedligeholder sig selv, har jeg ladet mig fortælle), bestille en crash pad, have arrangeret billeje til når Joachim kommer og have oprettet mig en bankkonto, før jeg måske kan få tid at se en film – ja okay, jeg skal nok være heldig hvis jeg får taget mig sammen til at gøre blot halvdelen af de ting.

Hav en fantastisk uge 4 derhjemme. Over and out herfra.

Posted in Dansk, San Diego | 4 Comments »