Nu er det på høje tid med en blog post mere. I sidste afsnit var jeg faldet ned og havde forstuvet højre fod. Det gjorde mig temmelig immobil, og de følgende 3 dage tilbragte jeg blot på mit værelse, når ikke jeg lige hinkede ud i køkkenet for at hente mad. Foden var temmelig hævet og havde mange sjove farver, men ved hjælp af is og hvile faldt hævelsen stille og roligt.

Om onsdagen (jeg faldt ned lørdag) var jeg ved at have drevet mig selv til vanvid af ikke at komme ud, så jeg bandt foden grundigt ind i et elastikbind og trak i mine trofaste kampstøvler, der er rimelig langskaftede, så de giver god støtte. Jeg kunne ikke gå normalt, men jeg kunne godt halte rundt, og en test-cykeltur viste at cykling faktisk gik overraskende fint, når ikke lige jeg skulle op ad bakke. Det var lidt hårdt for venstre ben, der måtte tage et ekstra slæb, men det kunne godt lade sig gøre. Så jeg drog på uni igen.

Efter yderligere en uge kunne jeg gå ret almindeligt uden støttebind, og nu er foden næsten så god som ny. Jeg var til klatring i onsdags, og det gik udmærket, selvom jeg godt kunne mærke at den ikke er 100% klar endnu. Men med en forsigtig start burde det kunne lade sig gøre at komme i gang igen. Det er rigtig rart, for min hverdag var begyndt udelukkende at bestå af arbejde på uni, og selvom det er fint at få lavet noget, så kan det godt blive en kende ensformigt.

Jeg har fået en ny kollega i laboratoriet, Antonio fra universitetet i Parma. Han ankom i begyndelsen af marts og skal skrive kandidatspeciale ligesom jeg. Han har så kun godt 3 måneder til det, så det er et mindre projekt end mit. Jeg har brugt end del tid på at hjælpe ham med at komme på plads, og det har været meget hyggeligt. Hans engelske er ikke fantastisk, så der kan godt være lidt sprogforvirring ind i mellem, men det er allerede blevet meget bedre. Det er stadig ikke helt klart hvad han skal arbejde med, men her de første uger har han kigget på detektion af fodgængere.

For et par uger siden fik Joachim, Holst (som jeg kender fra Lyd&Lys-gruppen på AAU) og jeg sikret os billetter til en Pearl Jam koncert i Berlin i begyndelsen af juli, så det bliver super fedt. Anders, som jeg har været i gruppe med mange gange og også er en af mine kumpaner i Lyd&Lys, er for tiden i Tyskland og skrive sit speciale på Fraunhofer-instituttet (kendt for at have opfundet MP3-musikformatet), så vi kombinerer nok turen derned med et besøg hos ham. Eller mødes måske med ham i Berlin.

I forgårs fik jeg at vide at min journalartikel er blevet optaget, så det er ikke så tosset. Der er lige nogle mindre justeringer der skal indføres, men ellers skulle den være i skabet. Professor Trivedi blev utrolig begejstret, da han hørte det, så jeg bør nok også være mere entusiastisk omkring det end jeg er. Jeg har vist ikke helt noget begreb om hvor stor en ting det muligvis er. Men uanset hvad er det da meget fedt at være hovedforfatter på en rigtig videnskabelig artikel 🙂 Journalen har det meget mundrette navn “IEEE Intelligent Transportation Systems Transactions and Magazine, Special Issue on Machine Learning for Traffic Sign Recognition”, og det er som I kan regne ud ikke lige et blad man smutter ned i den lokale døgnkiosk og køber. Min artikel har det ligeså lette og tilgængelige navn “Vision based Traffic Sign Detection and Analysis for Intelligent Driver Assistance Systems: Perspectives and Survey.”

Jeg har nu knap 2 måneder til at blive færdig med projektet, og jeg har rimelig godt styr på hvad jeg vil nå. Det virker heller ikke helt urealistisk, så det skal der nok komme styr på. Hvis alt falder i hak får jeg indsendt to artikler mere i løbet af de næste par uger, artikler, der kan bruges direkte i min specialerapport, og så begynder den så småt at ligne noget. Nu er der lige pludselig også kun 3 måneder til jeg rammer Danmark igen, og de kan jo hurtigt forsvinde. Det skal da ikke være nogen hemmelighed at selvom jeg har det fint herovre, så begynder jeg da også så småt at se frem til at komme hjem igen, og ikke mindst til at blive færdig med specialet.