Hvis mine forældres nabo, Lisbeth, læser med her på bloggen har hun sikkert stillet sig selv spørgsmålet “jamen får han nu noget ordentligt at spise?” Jeg kan berolige med at det gør jeg. Selvom jeg er nu også ved at blive ekspert i mikroovnsmad. Derhjemme har jeg været vant til at lave mad hver dag, og hvis jeg ikke direkte lavede mad, så opvarmede jeg noget jeg havde lavet tidligere. Den tradition har jeg ikke rigtig kunnet opretholde herovre. Dels kommer jeg som regel ret sent hjem, så jeg ikke har lyst til at kaste mig ud i de store kulinariske eksperimenter, dels er indkøb en længere ekspedition, så det gør jeg kun én gang om ugen. Og der er jo grænser for hvor meget jeg kan have i rygsækken.

Wok med friske grøntsager og kylling som jeg tilberedte det i søndags.

Jeg køber ind i weekenderne og sørger for at købe tilstrækkeligt med forsyninger til den kommende uge. Nærmeste dagligvarebutik ligger på La Jolla Village Square, noget der vel er 5-10 minutter væk i bil, men når jeg skal med bussen bliver det en ekspedition på 1½ times tid før jeg er hjemme igen. Det gør det ret upraktisk at købe ind på dage hvor jeg ikke har fri.

... nu med fløde. Det meste mad bliver bedre med fløde.

Jeg prøver at lave hjemmelavet mad hver weekend. Det passer med at lave en stor portion, så jeg har noget at varme op nogle af dagene i den kommende uge. Derudover har de et kæmpe udvalg af overraskende gode mikroovns-retter (hemmeligheden er at kigge i Diet-afdelingen), der oven i hatten også er rigtig billige. Sådan en omgang aftensmad kan fås for 2,5$, så det er svært at hamle op med. Portionerne er selvfølgelig ikke store nok – med de mængder jeg spiser kan jeg ikke afvise at jeg stadig har vokseværk – men hvis man spæder op med nogle ris eller noget pasta fungerer det fremragende. Derudover spiser jeg også noget dåsesuppe af og til, men det er væsentligt mere kedeligt, så det er efterhånden sjældent. Så ja, Lisbeth, jeg får aldeles udmærket mad, selvom det ikke altid er lige så hjemmelavet som når jeg er derhjemme.

Klar til servering med en lokal øl.

I fredags var jeg til fest hos en af gutterne fra klatreklubben, Alex. Han har fået job oppe ved Lake Tahoe, så han holdt afskedsfest og inviterede hele den Facebookgruppe der hænger løseligt sammen med klatreklubben. Selvom jeg ikke kendte så mange så jeg mit snit til at snige mig med der, og det var rigtig hyggeligt. Vi endte med at være en 16-20 stykker i hans meget tomme lejlighed (de fleste af os endte med at stå op hele aftenen), og det var et sandt sammensurium af mennesker hvor jeg er sikker på at ingen, selv ikke Alex, kendte alle. Jeg havde nok stødt ind i halvdelen tidligere i forskellige klatresammenhænge. Folk medbragte mad og drikke til deling og Alex var grill-mester.

Der var egentlig stillet slackline i udsigt, men desværre var det regnvejr (ja, det sker af og til), så det blev der ikke noget af. Det gjorde nu ikke så meget, der var jo masser af ukendte mennesker af snakke med og grillmad der skulle spises. Til min store fornøjelse medbragte folk også god øl, ikke bare de sædvanlige ringe Bud Light, Corrs Light eller Miller’s Light (de har lidt en mani med light-øl herovre), men gode IPAs og ales fra diverse lokale bryggerier og diverse europæiske specialøl som Newcastle Brown Ale. Gunnar, en af dem jeg var i Santee og klatre med dengang jeg faldt ned, havde endda medbragt en hjemmebrygget IPA på fad. Det var alt i alt en god fest – og ikke kun på grund af øllene 🙂 Jeg tror aldrig jeg har været til en fest hvor al musikken blev spillet fra vinylplader.

I øvrigt er det sådan fat at Tahoe, som Alex flytter til, er en rigtig fin klatredestination, så jeg har fået en aftale om at han lige viser Johan og mig rundt når vi kommer derop.

Siden sidst er hipstercyklen gået bort. Den var godt nok begyndt at sige nogle gevaldige knirkelyde, men jeg troede bare den skulle smøres. Så en dag på vej til uni gav den helt op og pedalerne kunne ikke køre rundt. Heldigvis var det lige udenfor busstationen på UTC, så jeg kunne let skifte til en bus. Siden da har jeg haft den inde i lab hvor vi har værktøj, for at se om jeg kunne fikse den. Det kan jeg ikke. Kuglelejerne i kranken er kaput, og jeg gider ikke ofre nogen penge på den, nu jeg kun har en måned tilbage til Johan og jeg alligevel ikke skal være i San Diego mere. Så jeg må tage bussen de sidste dage.

I stedet bruger jeg cyklen til et sociologisk eksperiment. Jeg har stillet den udenfor lab (hvorfra Hipstercyklen Den Første blev stjålet) uden at låse den, så jeg venter spændt på hvor længe der går før nogen snupper den. Det faktum at den ikke kan køre gør den dog måske lidt mindre attraktiv for potentielle cykeltyve 🙂

En god nyhed er at Vince, Chris og Jon har besluttet at forlænge lejemålet her en måned, så jeg kan blive boende indtil Johan og jeg tager på tur. Det er nu meget rart. Projektet på uni kører også meget fint. I mandags indsendte jeg yderligere to konference-artikler til bedømmelse, så jeg har været ret produktiv på det seneste. Nu mangler jeg “bare” at få skrevet min rapport inden Johan rammer San Diego midt i maj. Det skal jeg nok nå.

Jeg vil slutte af for nu og varme den sidste opmagasinerede omgang aftensmad fra sidste uge, så jeg kan lave en ny portion i morgen. Hav det godt derhjemme 🙂

I sidste uge var der spring break herovre (hvilket vel ca. svarer til vores Påskeferie), så alle holdt fri ovenpå et overstået Winter quarter. Bortset fra os i CVRR-lab 🙂 Taget i betragning at jeg skal være færdig med mit projekt midt i maj, så syntes jeg ikke rigtig jeg kunne tillade mig at holde fri, plus at der var deadline på indlevering af artikler til en bestemt konference her i weekenden, så alle i lab havde travlt med at skrive. Planen var at jeg også skulle indsende en artikel, men det ser i øjeblikket ikke ud til at jeg har nogle resultater, der er klar til publicering. Deadline blev rykket en uge, så den nu er på lørdag, men jeg tror desværre ikke jeg når det i denne omgang. Nå ja, det går nok.

I lørdags nød jeg at sove længe, da jeg vågnede til nogle boblelyde. Jeg tænkte ikke så meget over det og vendte mig om. De blev dog ved, og det gik op for mig at lydene kom fra vores badeværelse. Jeg stod op og inspicerede lydkilden. Der var vand i badekarret, hvilket er usædvanligt – det var første gang mens jeg har boet her. Jeg tænkte at Vince nok havde lagt noget i blød. Så gik jeg på toilettet, men det nægtede at skylle ud. Og pludselig var der også vand i brusekabinen. Da gik det op for mig at der kom vand op ad vores afløb. Pludselig gik det hurtigt og i løbet af et minuts tid var brusekabinen begyndt at løbe over.

Vandstanden stiger

Der er ikke nogen dør ud til badeværelset, og heller ikke noget dørtrin, så der var ikke rigtig noget der kunne stoppe vandet i at løbe ind på vores værelse og gulvtæppe. Heldigvis skråner gulvet ned mod toilettet, så det købte mig lidt tid. Jeg løb over til kontoret, der heldigvis var åbent først på formiddagen sådan en lørdag, og fortalte at der kom vand op ad vores afløb. Hende der sad ved skranken spurgte om de havde min tilladelse til at låse sig ind, selv hvis ingen af os skulle være til stede. Øh, ja, men I må hellere komme lige nu eftersom vores værelse er ved at bliver oversvømmet. Der var en maintenance-gut i nærheden og han fik afbrudt vandet i sidste øjeblik (det nåede lige præcis at gøre de første 10 cm gulvtæppe vådt), hvorefter han sugede det løbske vand op med en industristøvsuger. Det viste sig at de dagen forinden havde rengjort afløb i vores blok, og der havde de åbenbart gjort noget forkert. I sidste ende skete der ingen skade, men det var da heldigt at jeg vågnede da jeg gjorde.

Rengøring

Nå, men da der ellers var kommet styr på det kom Vince hjem fra en baseballkamp han spillede (og tabte), så jeg tog med ham og hans ven Sain ud at spise sushi. Jeg har efterhånden fået sushi nogle gange, men det her var det bedste jeg hidtil har smagt. Convoy Street i San Diego, hvis I skulle komme forbi.

I starten af denne uge stod den mest på annotering af skilte. Jeg ved ikke om jeg har nævnt det før, men det betyder at markere hvor der er skilte i billeder. Dybest set sidder man bare og tegner firkanter omkring skilte i stillbilleder taget ud af en video. Jeg nåede at annotere 1200 skilte mandag og yderligere 2000 tirsdag, før mine øjne blødte og min hjerne var ved at eksplodere. Det hjalp dog på sindets tilstand at høre Mads og Monopolet samt Musikquizzen fra P3 mens jeg annoterede. Så kan man holde sig underholdt undervejs i det noget trivielle arbejde. Jeg lavede også lige en plakat til at løfte mit humør lidt. Det er nok kun nørder der af og til kommer forbi internetsiden reddit.com, der vil forstå joken, men jeg smiler hver gang jeg ser den:

Annotate all the things!

Hvad nyt er der ellers? Jeg har lige repareret en ventil i min Camelbak-flaske, så mit liv er nu meget bedre.

Det viser sig at lejekontrakten her hvor jeg bor ophører d. 15. maj, så derefter kan jeg naturligvis ikke blive boende her. Idéelt set ville jeg bo her til omkring d. 20. maj, hvor Johan og jeg begynder vores klatre-road-trip, men det ser altså ud til at jeg er nødt til at finde en anden udvej de sidste par nætter. De tre andre overvejer om de skal forlænge den en måned, men det er ret dyrt, hvis de kun vil leje lejligheden én måned mere, så det ser ikke umiddelbart ud til at ske. Bliver de boede kan jeg dog også blive her de 5 dage mere jeg gerne vil.

I relation til det, har jeg også lige fået boligsituationen når jeg kommer hjem på plads. Planen er at dele en lejlighed med førnævnte Johan. Vi flytter ind i en lejlighed i Danmarksgade d. 1. juli, hvis alt ellers flasker sig. Jeg har vist ikke rigtig nævnt det før, men jeg er blevet tilbudt en PhD på AAU, som jeg har taget imod, så det ser ud til at jeg bliver hængede i Aalborg i hvert fald en 3 års tid endnu, dog med det forbehold at dele af en PhD også foregår i udlandet. Professor Trivedi har været ved at lufte idéen om at jeg kunne tage en del af tiden herovre – en måned eller to i ny og næ – men nu må vi se hvad det ender med. Han var i hvert fald i færd med at tilbyde mig at betale for både flybiletter og indkvartering, så et eller andet må jeg jo gøre rigtigt herovre.

Slutteligt er jeg også gået i gang med at planlægge hvad mit næste store eventyr skal være, men den historie må I få en anden gang, når det er lidt mere kød på mine planer 🙂

Hav godt godt derhjemme og hils omkring jer.

Nu er det på høje tid med en blog post mere. I sidste afsnit var jeg faldet ned og havde forstuvet højre fod. Det gjorde mig temmelig immobil, og de følgende 3 dage tilbragte jeg blot på mit værelse, når ikke jeg lige hinkede ud i køkkenet for at hente mad. Foden var temmelig hævet og havde mange sjove farver, men ved hjælp af is og hvile faldt hævelsen stille og roligt.

Om onsdagen (jeg faldt ned lørdag) var jeg ved at have drevet mig selv til vanvid af ikke at komme ud, så jeg bandt foden grundigt ind i et elastikbind og trak i mine trofaste kampstøvler, der er rimelig langskaftede, så de giver god støtte. Jeg kunne ikke gå normalt, men jeg kunne godt halte rundt, og en test-cykeltur viste at cykling faktisk gik overraskende fint, når ikke lige jeg skulle op ad bakke. Det var lidt hårdt for venstre ben, der måtte tage et ekstra slæb, men det kunne godt lade sig gøre. Så jeg drog på uni igen.

Efter yderligere en uge kunne jeg gå ret almindeligt uden støttebind, og nu er foden næsten så god som ny. Jeg var til klatring i onsdags, og det gik udmærket, selvom jeg godt kunne mærke at den ikke er 100% klar endnu. Men med en forsigtig start burde det kunne lade sig gøre at komme i gang igen. Det er rigtig rart, for min hverdag var begyndt udelukkende at bestå af arbejde på uni, og selvom det er fint at få lavet noget, så kan det godt blive en kende ensformigt.

Jeg har fået en ny kollega i laboratoriet, Antonio fra universitetet i Parma. Han ankom i begyndelsen af marts og skal skrive kandidatspeciale ligesom jeg. Han har så kun godt 3 måneder til det, så det er et mindre projekt end mit. Jeg har brugt end del tid på at hjælpe ham med at komme på plads, og det har været meget hyggeligt. Hans engelske er ikke fantastisk, så der kan godt være lidt sprogforvirring ind i mellem, men det er allerede blevet meget bedre. Det er stadig ikke helt klart hvad han skal arbejde med, men her de første uger har han kigget på detektion af fodgængere.

For et par uger siden fik Joachim, Holst (som jeg kender fra Lyd&Lys-gruppen på AAU) og jeg sikret os billetter til en Pearl Jam koncert i Berlin i begyndelsen af juli, så det bliver super fedt. Anders, som jeg har været i gruppe med mange gange og også er en af mine kumpaner i Lyd&Lys, er for tiden i Tyskland og skrive sit speciale på Fraunhofer-instituttet (kendt for at have opfundet MP3-musikformatet), så vi kombinerer nok turen derned med et besøg hos ham. Eller mødes måske med ham i Berlin.

I forgårs fik jeg at vide at min journalartikel er blevet optaget, så det er ikke så tosset. Der er lige nogle mindre justeringer der skal indføres, men ellers skulle den være i skabet. Professor Trivedi blev utrolig begejstret, da han hørte det, så jeg bør nok også være mere entusiastisk omkring det end jeg er. Jeg har vist ikke helt noget begreb om hvor stor en ting det muligvis er. Men uanset hvad er det da meget fedt at være hovedforfatter på en rigtig videnskabelig artikel 🙂 Journalen har det meget mundrette navn “IEEE Intelligent Transportation Systems Transactions and Magazine, Special Issue on Machine Learning for Traffic Sign Recognition”, og det er som I kan regne ud ikke lige et blad man smutter ned i den lokale døgnkiosk og køber. Min artikel har det ligeså lette og tilgængelige navn “Vision based Traffic Sign Detection and Analysis for Intelligent Driver Assistance Systems: Perspectives and Survey.”

Jeg har nu knap 2 måneder til at blive færdig med projektet, og jeg har rimelig godt styr på hvad jeg vil nå. Det virker heller ikke helt urealistisk, så det skal der nok komme styr på. Hvis alt falder i hak får jeg indsendt to artikler mere i løbet af de næste par uger, artikler, der kan bruges direkte i min specialerapport, og så begynder den så småt at ligne noget. Nu er der lige pludselig også kun 3 måneder til jeg rammer Danmark igen, og de kan jo hurtigt forsvinde. Det skal da ikke være nogen hemmelighed at selvom jeg har det fint herovre, så begynder jeg da også så småt at se frem til at komme hjem igen, og ikke mindst til at blive færdig med specialet.

I den forløbne uge har jeg brugt en del tid på at se på resultatet af nogle af de algoritme-træninger jeg nævnte i sidste blogindlæg. Nogle fungerer overraskende godt og andre fungerer ikke overhovedet, så jeg skruer på nogle parametre og prøver at få en idé om hvad der fungerer og hvad der ikke gør.

I går var Sayanan (en af de PhD-studerende) og jeg ude at køre i laboratoriets nye Audi A8. I forbindelse med et forskningssamarbejde mellem Audi (som der står lidt mere om her) og blandt andre UCSD har Audi leveret en tricked-out Audi A8 4,2 Quattro til vores laboratorium forsynet med en bunke sensorer: 2 kameraer, 4 LIDARs og 2 radarer hvis jeg husker ret. Det elegante er at det er blevet integreret så grundigt med bilens design, at man ikke den se forskel på den og en almindelig Audi. Hvis ikke det da var for det store Audi Urban Intelligent Assist-logo. Det er muligvis den dyreste bil jeg har kørt i, selvom sådan en militær GD sikkert heller ikke er billig). Efter lidt bøvl med elektronikken kom vi afsted og fik indsamlet ca. en times data. Det betyder at vi har en times video ud af forruden, video af chaufføren og alt outputtet fra de mange sensorer. En god del af videoen kan jeg også bruge til mit projekt.

I dag tog jeg til Santee for at klatre sammen med nogle af medlemmerne i UCSD-klubben. Jeg har købt mig en crash pad (sådan en madras man falder ned på), så den skulle indvies. Vi varmede op med et par lange, men sjove traverser rundt om en sten, der hedder The Carousel – selvfølgelig. Så gik vi over til The 20-Point Boulder, hvor Gunnar (en tysk PhD-studerende i rygsøjleregeneration) har et projekt han arbejder på. Og da vi alle ca. var på det niveau, så gik vi i gang med den. Starten er et par tunge, men overskuelige, travers-bevælgeser til et løjerligt heel-hook man ligesom klatrer rundt om og fortsætter op gennem et skrånende rids til en noget rund udtopning. Jeg fik starten i første forsøg og vi gik over til at øve slutningen. Jeg nåede aldrig rigtig op til udtopningen.

Dovenskaben var så småt begyndt at indfinde sig, så jeg tænkte at jeg da lige kunne give toppen et sidste go. Jeg starter i bunden af ridset matchende et let slopet kant, med en hæl svinget op i ridset til højre for mig. Forsøger at komme op mod venstre langs ridset, klapper venstre hånd om til en dårlig sloper, en tak videre til en lille, men tilstrækkelig god kant. Videre med højre hånd til den dårlige sloper, rykke heel hooket tættere på. Så fik jeg venstre fod op på en lille kant, klappet lidt deperat videre med venstre hånd til en lille, positiv crimp. Derefter kunne jeg dreje i skulderen og nå med højre hånd til en rigtig god kant 40 cm højere oppe. To lette fodbevægelser, og jeg kunne nå næste, lidt dårligere kant med venstre hånd. Et par små justeringer, og jeg var klar til at udtoppe. Og så var klippen ellers bare rund. Jeg fandt nogle små crimps, så jeg kunne justere mine fødder, men uden held. Prøvede at få venstre hæl op i en form for hook, men det virkede heller ikke. Og så faldt jeg.

Så kunne jeg jo passende lige indvie min nye crashpad, der var fantastisk til at opsamle og fordele trykket fra landingen. For den for der landede på crash pad’en, selvfølgelig. Den anden fod valgte i stedet at lande lige til højre for den fine crash pad, måske i et forsøg på høflighed. Det gjorde temmelig nas, så jeg lagde mig lige ned i to minutter. Da jeg havde fået de andre bevist om at jeg altså var i live endnu, konkluderede jeg at havde forstuvet højre fod. Virgillo (han er mexicaner) tapede hurtigt en støtte om anklen, og jeg lå og så de andre klatre færdig. Vi fik båret/hinket mig ud til bilen og vi kørte hjemad. Da jeg kom hjem kunne jeg låne en elastisk forbinding af Vince, så nu ligger jeg her med foden oppe. Så det er temmelig irriterende.

Det føles ikke nær så smertefuldt som min forstuvning i New Zealand gjorde, så det er et godt tegn. Men jeg kommer ikke til at gå på den de næste par dage. Det gør morgendagens planlagte ugentlige indkøbtur en kende besværlig, men jeg har da heldigvis mad til de næste par dage, og ellers kan jeg nok få et lift af Vince. Nå ja, sådan går det jo, det går over, men lige nu er jeg lidt træt af at jeg ikke lod dovenskabe råde og bare havde ladet være med at tage dagens sidste forsøg 🙂

Klokken er 2233 en fredag aften, og jeg finder mig selv i kontorstolen på uni. Godt nok plejer jeg at praktisere relativt lange dage, men det her er heldigvis ikke hverdagskost. I dag og i går har den stået på møder hele dagen, og i dagene op til på forberedelse til dem. Jeg var på uni i søndags, og meget tyder på at jeg også vil være her i hvert fald i morgen, og måske søndag. Jeg har glemt at få aftensmad, men heldigvis står her nogle kolde og efterhånden rimelig snaskede burritos fra Rubio’s, der var til overs efter vi havde spist frokost til mødet i dag.

Møderne er overstået, men professor Trivedi er så lige kommet i tanke om at han gerne vil forsøge at få mit paper optaget i en journal, hvor indsendelsesdeadline var i mandags. Så nu gælder det bare om at få fart på og får den artikel lavet færdig. Det lyder som om han godt kan trække i nogle tråde og få lov til at indsende den lidt senere alligevel. Jeg har lovet at have et udkast klar senest mandag, men jeg håber at jeg kan have noget færdigt i morgen eftermiddag i stedet. Nå, men rygtet vil vide at det er en rigtig god journal (type 2, og det siger forskningsstyrelsen er godt), så det er nok besværet værd. Så må vi bare håbe de vil acceptere den.

Jeg glæder mig til at Joachim kommer på besøg her efter weekenden, og så kan jeg jo benytte chancen til at tage en forlænget weekend i næste uge. Det synes jeg jeg har fortjent 🙂 Nå, jeg må tilbage til en kritisk vurdering af extended radial symmetry votings meritter eller mangel på samme.

Så er jeg hjemme i San Diego igen og efter en lidt hektisk uge har jeg tid til at skrive nok et blogindlæg. Det meste af tiden siden sidst er gået med at køre Californien tyndt med min familie, så det her bliver et langt indlæg spækket med billeder. Der er endnu flere billeder i mit billedgalleri som du kommer til ved at klikke på et af billederne her i indlægget – men vent til du har læst færdig 🙂

Den 22. december fik jeg et lift med Vince til LA, hvor jeg tog imod far, mor og Katrine. Vi indlogerede os på et hotel, da de ankom for sent til at afhente autocamperen vi skulle køre rundt i. Lidt misforståelser fra vores side mundede ud i at vi fik morgenmad med room service dagen efter. Så har man prøvet det med.

Room service morgenmad

Vi hentede autocamperen, en lille sag på 8 meter i længden og 3 i bredden. Stor efter europæiske standarder, meget stor efter vores families standarder, men ikke noget særligt i USA, hvor man på et almindeligt kørekort må køre autocampere op til 44 fod i længden – længere end en turistbus. Vi satte kursen mod San Diego, hvor jeg viste universitetet frem og vi fik indkøbt forsyninger. Efter en overnatning ved Mission Bay var det blevet juleaftensdag og vi tog forbi Pacific Beach, Point Loma, Old Town og sluttede af i Downtown San Diego, hvor vi spiste julemiddag.

Bod på Pacific Beach.

Gaslamp Quarter, San Diego.

Juledag vendte vi kursen nordpå mod Highway 1 mellem Los Angeles og San Francisco. Vi kørte op gennem LA og fulgte HW1 nordpå med en afstikker til Solvang, der som bekendt er den “danske” by i Californien. Den blev grundlagt af nogle danske skolelærere for omkring 100 år siden, og minder mest af alt om en kunstig udgave af Sønderjylland/Nordtyskland med lidt Holland blandet i. Men som dansker er den jo et must at besøge og vi fik også en bid dansk wienerbrød med på et af de 4 danske bagerier i byen.

Vores camper ved en strand langs Highway 1 lige nord for Los Angeles.

Solvang, den "danske" by i Californien.

Efter Solvang besøgte vi Mission la Purissima, der er den mest velbevarede (og rekonstruerede) spanske mission i Californien. Før Californien blev til Californien var de eneste europæere der boede her spaniere, der kom via Mexico. De byggede 22 missioner op gennem Californien med en dagsrejse mellem hver, med det formål at omvende de lokale indianere til kristendommen. Og sikkert også at blive stinkende rige. Det var rigtig interessant at se hvordan de spanske præster og soldater har levet med indianerne.

Mission La Purissima.

Derefter gik turen igen ud til kysten og op langs Big Sur. Efter mange snoede veje, panik over at have for lidt benzin, tanke ved en defekt tank, mere panik over ikke at have noget benzin, og endelig med succes at få tanket nåede vi til Monterey og forlod kysten. Undervejs ville vi have besøgt Hearst Castle, hvor jeg var for 5 år siden, men alle rundvisningerne var desværre udsolgt. Der var juleferie, og andre ville åbenbart også gerne se det fascinerende slot, så det lykkedes ikke.

McWay Fall i Big Sur.

Big Sur - kysten langs Highway 1.

Så nåede vores lille karavane San Francisco, hvor vi havde små 2 dage. Vi kom rundt at se byen, men måtte opgive Alcatraz, da der først var billetter ledige til ugen efter, hvilket vi ikke havde tid til at vente på. På nedenstående billede ses skylinens mest markante bygning Transamerica Pyramid. Det grønne hus til højre huser Café Zoetrope, og så vil filmnørderne blandt læserne godt kunne regne ud at det tilhører Francis Ford-Coppola, instruktøren af den bedste film nogensinde, Apocalypse Now (jeg tror ikke det er min yndlingsfilm, men jeg synes det er den bedste film jeg nogensinde har set. Hvis det giver nogen mening).

Transamerica Pyramid og Cafe Zoetrope i San Francisco.

San Francisco.

SFMOMA: San Franciscos museum for moderne kunst.

Vi stak også hovedet indenfor i lobbyen i SFMOMA, San Francisco Museum of Modern Art, der som så mange andre kunstmuseer er en arkitektonisk rigtig spændende bygning. Vi var dog ikke inde at se udstillingerne. Og til lysnørderne blandt publikum: Ja, hver enkelt LED i skyen til højre kan styres individuelt, således at man kan pixelmappe i 3D. Da vi var der kørte der diverse videoklip i kunstinstallationen. Se mere her: http://www.youtube.com/watch?v=g-fNalstA2k.

San Francisco.

Efter San Francisco gik turen direkte tilbage til LA, da Katrine skulle med et fly hjem til nytår, for at nå en eksamen. På vejen tog vi dog forbi Winchester House i San Jose. Det var rigtig spændende. Det er et victoriansk mansion med ikke færre end 160 rum (og sikkert flere) bygget af enken efter direktøren for Winchester våbenfabrikkerne. Da han døde var hun overbevist om at han var blevet slået ihjel af ånderne fra de mennesker hans geværer i tidens løb havde slået ihjel, og at de også ville komme efter hende. En clairvoyant fortalte hende, at hun kun kunne holde dem stangen ved at bygge på et hus, som hun aldrig måtte færdiggøre. Så hun købte et lille hus udenfor San Jose med en tilhørende frugtplantage. Og så byggede hun ellers. I 38 år. Uden at have nogen plan. Så huset er fyldt med døre der ikke fører nogen steder hen, trapper der går op i loftet og vinduer der blot vender ind mod endnu en væg. Indkomsten fra Winchesterfabrikkerne sikrede at hun aldrig skulle bekymre sig om økonomien. Det var meget spændende at se.

Winchester House.

Door to nowhere i Winchester House (til højre midt for).

Efter at have sat Katrine af i lufthavnen havde vi 9 dage tilbage af turen. Vi kørte østpå mod Palm Springs. Modsat kysten, hvor temperaturen godt kan ramme 15 grader var der behagelige 25 (ja, jeg er nok efterhånden blevet lidt forvænt :-)). Bliver varmen for meget kan man tage en svævebane op til Mt. San Jacinto, hvad vi gjorde, hvor der lå sne. Så jeg fik stiftet lidt bekendtskab med sne i år. Svævebanen, proklamerer de meget stolt, er den største af sin art i USA, men den er bygget af schweizere, så jeg ved ikke rigtig hvad folk i Palm Springs har at være så stolte af. Den er bygget på så stejl en skråning, at der ikke går veje op til 4 af de 5 tårne der holder kablerne, så de blev bygget med helikopter. I løbet af de par år det tog at bygge den fløj man intet mindre end 23000 helikoptermissioner.

Vi fortsatte mod nord til Joshua Tree National Park, men gjorde holdt i Pioneertown på vejen. Det er en lille by, der blev bygget som westernfilmkulisse i halvtredserne, som blandt andet også huser USAs ældste funktionelle bowlinghal.

Pioneertown.

Joshua Tree National Park er opkaldt efter træet Joshua Tree, der er et underligt kaktusagtigt træ (faktisk er det ikke et træ, men en art agave og stammen er fyldt med vand og kan ikke brænde). Det er en stenørken, hvor kvægtyve holdt til for godt hundrede år siden. I dag ser man ikke mange kvægtyve, men stedet er om vinteren et verdenskendt klatremekka – om sommeren rammer temperaturen snildt over 35 grader, så der er det alt for varmt at klatre. Vi var ikke taget dertil for at klatre, men det får jeg muligvis mulighed for om et par uger.

Joshua tree i måneskin.

Joshua Tree National Park.

Klatrer i Joshua Tree National Park.

Når man sådan tager billeder af storslåede landskaber, for eksempel i nationalparker, kan det være ret svært at give et begreb om størrelse. Ovenstående billede er et bud, men det her billede af min far er endnu bedre:

Et portræt af min far (se næste billede).

Det kunne tage adskillige minutters koncentreret stirren i bedste Find Holger-stil at få øje på ham. Tillad mig at illustrere:

Det kan være svært at få et indtryk af hvor store landskaber er på billeder. Det her giver en fornemmelse. Fra Joshua Tree National Park nær en forladt mine.

Fra Joshua Tree fandt vi vej til Grand Canyon via Route 66. Grand Canyon er ikke mindre spektakulær om vinteren, og der er temperaturen også til at udholde. Vi gik en tur langs kanten og hørte et Park Ranger-foredrag om geologien bag skabelsen af Grand Canyon.

Skilt fra Amboy ved Route 66.

Grand Canyon.

Ude i ørkenen kører der masser af godstog, noget der jo kan fascinere enhver dreng, mig selv inklusive. Jeg talte vogne på et par stykker, og det længste jeg talte bestod af 134 godsvogne og 5 lokomotiver (tre foran og to bagved). En række Wikipedia-opslag og lidt matematik fortæller mig at det tog var mere end 2,2 kilometer langt og vejede så meget som 13000 tons! Jeg tør slet ikke tænkte på hvilken bremselængde sådan et monstrum har (vognene var double-stack well cars og lokomotiverne EMD SD70, hvis nogen vil regne efter).

Godstog. Jeg talte 134 vogne og 5 lokomotiver på et af dem vi passerede.

Vi fortsatte vores ørken-sightseeing med en tur til Death Valley (efter en aften i Las Vegas), der var overraskende interessant. Nu var vi der selvfølgelig også på den behagelige årstid, så det var ikke noget problem at forlade bilen. Vi så blandt andet Badwater, som er en saltørken, hvor der også er en lille sø, der til nogle guldgraveres store skuffelse ikke indeholdt vand der kunne drikkes. Badwater er det laveste punkt på den vestlige halvkugle på 82 meter under havets overflade, så nu har jeg været både på det laveste punkt på den vestlige og på den østlige halvkugle.

I nordenden af  Death Valley så vi også Scotty’s Castle, en vinterbolig bygget af en rigmanden Albert Johnson fra Chicago, mere eller mindre på opfordring fra den lokale krejler og løgnhals Death Valley Scotty, der engang havde narret Albert til at investere i en fiktiv guldmine i Death Valley. Mod alle odds blev de gode venner, og Scotty fik lov at lade som om han boede på slottet og kaldte det sit eget. Det var spændende at se og der var masser af gode historier at høre om den meget farverige Scotty.

Death Valley.

Badwater i Death Valley.

Death Valley by night.

Malmtransportvogne fra et såkaldt 20-mule-team.

Scotty's Castle i Death Valley.

Fra Death Valley kørte vi forbi Randsburg, en næsten-spøgelsesby stiftet på grund af nærliggende (nu udtømte) guldminer i 1895. Nu om dage er den et samlingspunkt for offroadere, både to- og firehjulede. Der er en hyggelig General Store, som har eksisteret siden 1894, der serverer nogle rigtig udmærkede chokolade milkshakes. Randsburg var helt utrolig fotogen, så jeg vil varmt anbefale at klikke videre og se hele mit galleri, men her er et par smagsprøver:

Randsburg.

Gammel lastbil i Randsburg.

Adgang forbudt skilt, komplet med skudhuller. Randsburg.

Efter Randsburg manglede der ikke meget mere end at køre tilbage til LA og vaske og aflevere autocamperen. I mandags fløj mine forældre hjem, og jeg fangede The Pacific Surfliner (toget) til San Diego. Tak for turen!

I denne uge havde jeg knap tid til at komme hjem, før Lars og Martin fra mit studie landede tirsdag aften for at besøge mig et par dage. Vi var rundt i San Diego og se alle de obligatoriske ting, og sluttede af med en tur på USS Midway, et museumshangarskib der ligger i havnen. Jeg skulle også have været med dem i San Diego Zoo (der jo skulle være verdens bedste – og jeg har ikke været der endnu), men der dukkede pludselig noget op på laboratoriet jeg skulle tage mig af. Men det må jeg vist ikke rigtig have lov at skrive mere om – uh, så hemmelig jeg er. Hjemkomst, besøg af Lars og Martin og det her laboratorie-halløj tilsammen har gjort den forløbne uge en kende hektisk. Jeg har slet ikke nået at klatre, og jeg var endda på uni i dag, en højhellig søndag. Men det var super hyggeligt at have besøg, så det var helt sikkert det værd.

Fly på hangardækket af USS Midway.

Det var så min juleferie. Væsentligt mindre flæskesteg og brunede kartofler end sædvanligt, men fremragende ikke desto mindre. Hvad har du lavet?

Nu kan jeg lige nå en almindelig uge – selvom der ser ud til at blive mere end rigeligt at lave på uni – så kommer min gode ven Joachim på besøg en uge. Det glæder jeg mig til.

Det blev til en ordentlig bunke billeder i denne omgang. Jeg er glad for at du, kære læser, holdt ud til vejs ende, jeg kan jo så godt lide at vise dem frem 🙂

I aften (klokken er nu 2116) skal jeg så bare lige have lagt nyvasket tøj sammen, pudset støvler (en god soldat vedligeholder sit grej før han vedligeholder sig selv, har jeg ladet mig fortælle), bestille en crash pad, have arrangeret billeje til når Joachim kommer og have oprettet mig en bankkonto, før jeg måske kan få tid at se en film – ja okay, jeg skal nok være heldig hvis jeg får taget mig sammen til at gøre blot halvdelen af de ting.

Hav en fantastisk uge 4 derhjemme. Over and out herfra.

Så er det lige straks jul, som det ses på de to billeder herunder. Det er nu stadig ikke fordi julestemningen har ramt mig i større stil. Jeg må hellere få hørt noget julemusik.

Julemand i Pacific Beach

En anden julemand i Pacific Beach

I fredags (for godt en uge siden) skete der det at min cykel blev stjålet. Her ville jeg ønske at jeg kunne fortælle en historie om hvordan jeg i bedste Jason Bourne-stil jagtede den formastelige hen over nogle tage i Marokko, men egentlig skete der bare det at den var væk, da jeg kom ud fra lab for at cykle hjem. Nå ja.

På den måde blev det afgjort hvad jeg skulle bruge weekenden på: Købe en ny cykel. Jeg begav mig igen ud på turen til Walmart i Chula Vista, der jo havde tjent mig så forbilledligt sidst jeg skulle bruge en cykel. Og så kan jeg da lige benytte lejligheden til at skrive lidt om Chula Vista. Det er en bydel, der ligger syd for downtown, og hvor La Jolla (hvor jeg bor) er et af de mere prestigefyldte og rige nabolag, så er Chula Vista det modsatte. Som en gut jeg mødte i sporvognen på ved hjem derfra sagde: “The further south you go, the shittier it is.” Og det har han ret i.

Indgangen til en af de mange trailer parks i Chula Vista - et af de mindre fashionable nabolag i San Diego.

Chula Vista er et sammenkog af trailerparks, tvivlsomme bilforretninger, fast food restauranter og etplanshuse. Det er generelt nok ikke et sted jeg ville have lyst til at tilbringe alt for meget tid efter mørkets frembrud. Men der er en Walmart med en fremragende udvalg i cykler, så det var søndagens destination.

En typisk butik i Chula Vista.

Jeg traskede ned til Walmart fra trolley-stationen på Bayfront & E Street og gik hen til afhentningsstedet for cykler. Sidst måtte jeg stå lidt i kø, men fik til gengæld en fuldt funktionel cykel stukket i hånden. Denne gang var der ingen kø, med det kunne ikke blive til mere end en papkasse med cykeldele. Det var en kende problematisk, dels fordi jeg ikke havde noget at transportere nævnte – temmelig tunge og store – kasse i, dels fordi jeg ikke havde værktøjet til at samle en cykel. Heldigvis var ekspedienten meget forstående da jeg klagede min nød (eller også så jeg bare utrolig skuffet ud da hun kom slæbende med kassen). Hun tilbød at ringe til en af sine “assembler magicians” og til alt held fangede hun ham lige inden han fik fri, så han samlede min cykel mens jeg ventede. Det var super god service.

Venter på trolley'en i Chula Vista

Jeg cyklede tilbage til trolley-stationen på hipster-cyklen version 2 og hoppede om bord på første nordgående afgang med Blue Line, hvor jeg efter nogle stationer faldt i snak med en gut der stod på med en BMX-cykel og to meget tunge US Army-tasker. Han er ophavsmand til ovenstående citat. Vi talte lidt om løst og fast, San Diego, militæret (han var ikke soldat længere, men havde også kørt M113 PMV ligesom jeg) og cykler. Da han hørte at min tidligere cykel var blevet stjålet trak han prompte sin springkniv frem og var klar til at sprætte maven op på hvem der nu havde gjort det. Så det var vel en venlig tanke. Tror jeg. Flink fyr i øvrigt.

Da jeg stod af sporvognen for at skifte til sidste etape med en bus er jeg 95% sikker på at jeg så min stjålne cykel. Den sad i cykelholderen på fronten af en kørende bus, og var helt sikkert samme model (ikke mange cykler har røde og gule dæk), og jeg tror såmænd også den havde nøjagtig samme lygter monteret på nøjagtig samme måde. Jeg rejste mit temmelig overrasket op fra min vente-bænkplads, men kunne jo ikke stille så meget op. Jeg vidste ikke helt om jeg skulle grine eller græde, så jeg valgte at grine.

De første dage i ugen gik uden de store begivenheder. UCSDs klatregym har lukket på grund af juleferie, så jeg fik end ikke klatret. Det skulle der rådes bod på torsdag, hvor jeg havde en aftale med Matt (schweizeren jeg var i Santee med for et par uger siden) om at mødes i Vertical Hold. I UCSDs gym går det meget godt med klatringen. Jeg har klatret alle de ruter der er, og de sværste (af graden V5) volder mig efterhånden ikke rigtig nogen problemer. Jeg er helt sikkert en af de stærkeste der. Så kom jeg i Vertical Hold. Og så skal jeg da nok love for at piben fik en anden lyd 🙂 Der måtte jeg kæmpe med V3’ere, og jeg magtede ikke at komme op af en eneste V4. Så det var godt for ydmygheden. Rigtig cool hal i øvrigt og masser af bouldering at tage fat på. De har op til V14 eller sådan noget, så jeg løber ikke tør for udfordringer der foreløbig. Der vil jeg forsøge at komme noget oftere.

I går fik jeg ordnet nogle julegaveindkøb, og i dag skulle jeg have bouldret ved Dixon Lake med Matt og Adam, men da vejrudsigten for området så skidt ud, valgte Adam og jeg at aflyse. Matt tog afsted alligevel og kunne berette at det havde været en våd fornøjelse. I stedet tog jeg et smut ned til Pacific Beach.

Crystal Pier

Den opmærksomme læser vil vide at jeg har været i PB to gange før, men det har været for at inspicere stedets barer efter mørkets frembrud, og ikke for at se stranden. Navnet PB dækker over både en af de bedste surf-strande i San Diego og bydelen der ligger ud til kysten. Stranden domineres af den store Crystal Pier, hvor der er små hytter på, der er en del af en hotel, og hvor den rent faktisk kan køre biler ud på. Der var en del surfere i vandet, der trodsede decemberkulden (vi er nok nede på ca. 17 grader for tiden :-)). I direkte forlængelse af molen ligger Garnet Avenue, der er indbegrebet af SoCal surferstemning med barer, reggae, hiphop og “smoke shops.” Der er ganske hyggeligt, og jeg kan forestille mig at stemningen er endnu bedre om sommeren.

En af mange barer i Pacific Beach - Klik som sædvanlig for at se flere billeder

Nu er jeg så hjemme igen og er ved at sætte mig op til de sidste par dage i laboratoriet før juleferien. Jeg har været ene mand på posten de sidste dage, så det kan godt være lidt svært at holde motivationen. Det bliver godt at holde lidt fri. Mine forældre og min lillesøster kommer på besøg hen over julen, så vi skal cruise rundt og se Californien. Det bliver godt. Af samme grund får jeg sikkert heller ikke skrevet noget herinde i et stykke tid, så glædelig jul allesammen 🙂

Der er lige én ting mere jeg ikke kan komme udenom. Tidligt i morges lukkede porten ved grænsen efter de sidste soldater forlod Irak:

Irak-krigen har stået på så længe, at det virker helt urealistisk for mig at der ikke længere er soldater der. Men den skulle være god nok, de eneste der er tilbage er et kontingent af private vagter på ambassaden i Bagdad. Irak-krigen har jo ikke mindst været en stor del af mit liv (havde aldrig forestillet mig at jeg selv skulle deltage, da krigen startede på min 17 års fødselsdag), så det bliver meget spændende at se hvordan det hele kommer til at gå. Jeg håber jeg om 30 år kan tage min familie med til Basra og vise broen over Qarmat Ali frem, men det er måske for meget at håbe på. Det er svært at sige. Jeg ønsker dem alt det bedste dernede.

Så er det vist på tide at få jer introduceret til CVRR-lab og UCSD. Der er ikke sket det store siden sidst jeg skrev – udover det frygtelige at jeg i morges kun havde havregryn nok til en halv portion – så der er ikke meget tekst i denne post. Men et billede siger jo mere end tusind ord, så her er nogle billeder, endda med lyd på (så er vi oppe på en seriøst høj ordækvivalenskvotient (ja, det er et udtryk jeg hermed har opfundet)):

Beklager min mumlen. Jeg skulle have gjort mig umage med at tale lidt tydeligere. Jeg håber ikke det er helt uforståeligt 🙂