I den forløbne uge har jeg brugt en del tid på at se på resultatet af nogle af de algoritme-træninger jeg nævnte i sidste blogindlæg. Nogle fungerer overraskende godt og andre fungerer ikke overhovedet, så jeg skruer på nogle parametre og prøver at få en idé om hvad der fungerer og hvad der ikke gør.
I går var Sayanan (en af de PhD-studerende) og jeg ude at køre i laboratoriets nye Audi A8. I forbindelse med et forskningssamarbejde mellem Audi (som der står lidt mere om her) og blandt andre UCSD har Audi leveret en tricked-out Audi A8 4,2 Quattro til vores laboratorium forsynet med en bunke sensorer: 2 kameraer, 4 LIDARs og 2 radarer hvis jeg husker ret. Det elegante er at det er blevet integreret så grundigt med bilens design, at man ikke den se forskel på den og en almindelig Audi. Hvis ikke det da var for det store Audi Urban Intelligent Assist-logo. Det er muligvis den dyreste bil jeg har kørt i, selvom sådan en militær GD sikkert heller ikke er billig). Efter lidt bøvl med elektronikken kom vi afsted og fik indsamlet ca. en times data. Det betyder at vi har en times video ud af forruden, video af chaufføren og alt outputtet fra de mange sensorer. En god del af videoen kan jeg også bruge til mit projekt.
I dag tog jeg til Santee for at klatre sammen med nogle af medlemmerne i UCSD-klubben. Jeg har købt mig en crash pad (sådan en madras man falder ned på), så den skulle indvies. Vi varmede op med et par lange, men sjove traverser rundt om en sten, der hedder The Carousel – selvfølgelig. Så gik vi over til The 20-Point Boulder, hvor Gunnar (en tysk PhD-studerende i rygsøjleregeneration) har et projekt han arbejder på. Og da vi alle ca. var på det niveau, så gik vi i gang med den. Starten er et par tunge, men overskuelige, travers-bevælgeser til et løjerligt heel-hook man ligesom klatrer rundt om og fortsætter op gennem et skrånende rids til en noget rund udtopning. Jeg fik starten i første forsøg og vi gik over til at øve slutningen. Jeg nåede aldrig rigtig op til udtopningen.
Dovenskaben var så småt begyndt at indfinde sig, så jeg tænkte at jeg da lige kunne give toppen et sidste go. Jeg starter i bunden af ridset matchende et let slopet kant, med en hæl svinget op i ridset til højre for mig. Forsøger at komme op mod venstre langs ridset, klapper venstre hånd om til en dårlig sloper, en tak videre til en lille, men tilstrækkelig god kant. Videre med højre hånd til den dårlige sloper, rykke heel hooket tættere på. Så fik jeg venstre fod op på en lille kant, klappet lidt deperat videre med venstre hånd til en lille, positiv crimp. Derefter kunne jeg dreje i skulderen og nå med højre hånd til en rigtig god kant 40 cm højere oppe. To lette fodbevægelser, og jeg kunne nå næste, lidt dårligere kant med venstre hånd. Et par små justeringer, og jeg var klar til at udtoppe. Og så var klippen ellers bare rund. Jeg fandt nogle små crimps, så jeg kunne justere mine fødder, men uden held. Prøvede at få venstre hæl op i en form for hook, men det virkede heller ikke. Og så faldt jeg.
Så kunne jeg jo passende lige indvie min nye crashpad, der var fantastisk til at opsamle og fordele trykket fra landingen. For den for der landede på crash pad’en, selvfølgelig. Den anden fod valgte i stedet at lande lige til højre for den fine crash pad, måske i et forsøg på høflighed. Det gjorde temmelig nas, så jeg lagde mig lige ned i to minutter. Da jeg havde fået de andre bevist om at jeg altså var i live endnu, konkluderede jeg at havde forstuvet højre fod. Virgillo (han er mexicaner) tapede hurtigt en støtte om anklen, og jeg lå og så de andre klatre færdig. Vi fik båret/hinket mig ud til bilen og vi kørte hjemad. Da jeg kom hjem kunne jeg låne en elastisk forbinding af Vince, så nu ligger jeg her med foden oppe. Så det er temmelig irriterende.
Det føles ikke nær så smertefuldt som min forstuvning i New Zealand gjorde, så det er et godt tegn. Men jeg kommer ikke til at gå på den de næste par dage. Det gør morgendagens planlagte ugentlige indkøbtur en kende besværlig, men jeg har da heldigvis mad til de næste par dage, og ellers kan jeg nok få et lift af Vince. Nå ja, sådan går det jo, det går over, men lige nu er jeg lidt træt af at jeg ikke lod dovenskabe råde og bare havde ladet være med at tage dagens sidste forsøg 🙂
