I går var det tid til at forlade det ellers hyggelige vandrerhjem og flytte ind i Valentia Apartments. Jeg stod op og lavede min sidste omgang morgenmadspandekager i denne omgang, hvorefter en hollandsk pige udfordrede mig til bordtennis. Det kunne jeg jo ikke sidde overhørig og efter at have trænet alt for mange timer med gruppen i universitetets kælder over det sidste semester, var det en kærkommen chance for at støve evnerne af. Battene var af plastic uden gummibelægning og bordet var pilskævt, så alene det at spille en kamp viste sig at være en udfordring. Det lykkedes dog, og jeg vandt 2 ud af 3 sæt.

Derefter fandt jeg en bus og på nærmest magisk vis forløb mine to bus-skift undervejs fuldstændig uden ventetid – når jeg ankom til et stoppested kom min næste bus begge gange indenfor 30 sekunder. Det er ellers et særsyn i San Diegos offentlige transport. Busserne kører sådan set til tiden, og der er ruter der dækker det meste af byen, men de kører bare ikke særlig ofte. På min første uge har jeg sammenlagt ventet på busser i adskillige timer.

Da jeg nåede frem og bankede på døren var der ingen der åbnede. Jeg havde ikke fået mine nøgler endnu, så det var en smule nervepirrende at stå uden at vide hvornår – og om – jeg kunne komme ind. Efter at have banket insisterende nogle gange og overvejet om jeg kunne kravle ind af et af de fluenetsdækkede vinduer uden at virke alt for mistænkelig (konklusion: Det kan man ikke), åbnede en noget groggy Vince døren. Det viste sig at jeg havde vækket ham, til trods for at klokken var næsten 13. Jeg blev lukket ind, fik mine nøgler og placerede mit habengut i skabet på værelset.

Eftermiddagen brugte jeg på at udforske det nærliggende område. Der er en stor mall, men ikke et eneste supermarked i nærheden. Dog fik jeg mine livsvigtige havregryn i et nærliggende CVS Pharmacy, så helt umuligt er det ikke. De havde dog ikke råvarer til decideret madlavning, men det ser køkkenet alligevel ikke ud til at være udstyret til, så hvordan mad-situationen kommer til at fungere på længere sigt er en smule uklart. Det vender jeg tilbage til engang når jeg finder ud af det. Med havregryn til morgenmad kan det ikke gå helt galt.

Om aftenen fik mine room mates nogle venner på besøg, og jeg blev introduceret til det ædle spil Beer pong: På begge ender af et bord står 10 plastickrus med et par centimeter øl i. Man spiller i to hold á 2 personer og holdene skiftes til at kaste en bordtennisbold mod modstandernes krus. Hvis man rammer i et krus, skal modstanderne drikke indholdet. Vinderne er dem, som først får tømt alle modstandernes krus – og så er der selvfølgelig et hav af ekstraregler og undtagelser. Jeg spillede skidt i starten, men vandt mine sidste to spil (af 5). Efterhånden var vi blevet en hel flok, nemlig Vince, Jon, Chris, mig (som er vi fire der bor her), Mikey, Ang, Evan og Chris’ kæreste. Det blev til en hyggelig aften indtil vi gik i seng ved tre-tiden. Jeg har stadig ikke nogen seng, så jeg sover på sofaen i stuen indtil jeg får en engang i næste uge.

I dag sov jeg længe, Skypede lidt med familien derhjemme – der var lige noget wifi der skulle ydes tech-support på – og har ellers ikke lavet det helt store. I morgen skal jeg på uni igen, og så kan jeg forhåbentlig komme rigtigt i gang der. Jeg regner også med at kigge forbi universitetets klatrehal i morgen eftermiddag og se om det er et sted der duer til noget.

I dag var dagen for mit første møde på uni, men inden jeg kunne tage afsted havde jeg et vigtigt gøremål: Hjemme på AAU var der Oktoberfest, en begivenhed der samtidig markerede Lyd&Lys’ 10 års jubilæum. De, der har talt mere end 5 minutter med mig i løbet af de sidste to år vil vide at jeg har tilbragt uforholdsmæssig lang tid med at lave lys på uni i det regi. Og nu kunne jeg ikke komme til jubilæumsfejringen på grund af det her San Diego hejs! De havde endda kage. Derfor var det et must lige at tjekke ind via Skype og hilse på alle de andre, der var samlet i dagens anledning (og måske også lidt for at afvikle Oktoberfesten – en detalje). Det var meget hyggeligt lige at tale med nogen derhjemmefra. Også selvom det gratis fadøl desværre ikke strakte sig til San Diego.

Derefter sprang jeg på en bus – jeg er efterhånden rigtig dygtig til den offentlige transport her i byen – og drog mod UCSD. Turen foregik uden det store drama, andet end da en lille dreng forsøgte at stå af bussen på egen hånd. Hans mor var gået op for at tale med chaufføren, og hvad var så mere nærliggende for sådan en 3-årig purk end at hoppe ned fra sit sæde og løbe målrettet mod udgangen? Heldigvis var en anden passager kvik og greb ham før han slap væk.

På UCSD gik jeg først forbi International Office og tjekkede ind (de skal vide hvor man bor og den slags). Så smuttede jeg op til Price Center, der ligger midt på campus. Der er en bunke restauranter, universitetsboghandelen, en biograf og mange andre ting. Der kunne AAU lære meget. Jeg gik på Subway og fik turens første “footlong tuna on honey-oat.” Det var slet ikke dårligt. Jeg spiste den udenfor i solen akkompagneret af råb fra en demonstration mod forhøjet tuition. Da protestråbene blev for protesterende flygtede jeg ind i boghandelen, der er i to etager, har en computerbutik indbygget og hele førstesalen dedikeret til UCSD-tøj. Der kunne Centerboghandelen på AAU lære meget. Jeg modstod fristelsen til at udvide min gardarobe, og gik tomhændet videre.

Dagens sidste stop var CVRR, Computer Vision and Robotics Research Lab, hvor jeg skal slå mine folder de næste 7 måneder. Jeg havde en aftale med en af de PhD-studerende der, Sayanan, der viste mig rundt. Jeg må sige at VGIS hjemme på AAU halter en smule efter på lab-fronten. Der er fyldt med skærme, kameraer, dimser, computere og meget andet, så det er et dejligt nørdet sted. Dog er det især garagen, der gør at de overhaler VGIS: Der holder tre biler spækket med sensorer, kameraer og grej, som de bruger til deres projekter. To VW Passat station cars og en blot 2½ uge gammel Audi A6. Det er slet ikke så tosset, når man som jeg både kan lide dimser og biler. Ulemperne ved det ellers cool laboratorie er så at der ingen vinduer er, og at alle computerne og serverne larmer, så det lyder lidt som om man sidder i en jetmotor. Støjreducerende høretelefoner bør vist bestilles. Billeder og film af lab følger på et eller andet tidspunkt. Jeg hilste også på professor Trivedi (min vejleder), der virker til at være et utrolig flinkt og hyggeligt menneske. Derefter fik jeg tildelt et skrivebord og ordnet lidt formaliteter.

I morgen står den på flytning, hvilket jo sådan set bare består i at tage min taske på ryggen og finde en bus mod La Jolla. Det med bussen kan vist godt være noget bøvl i weekenden i det nabolag hvor vandrerhjemmet ligger, men det ordner sig nok. Alt i alt har det været en fremragende dag. Det er rart at det er ved at komme lidt styr på det hele, nu hvor jeg både har et sted at bo og en plads på uni. Selvom jeg ikke har gået og været direkte bekymret, så er det ikke noget man kan undgå at gå og tænke over, når de ting ikke er på plads.

Nu fik jeg opbygget en mægtig omgang suspense med min afslutning i går, som det så på formidabel vis lykkes mig at punktere med overskriften i dag. Nå ja.

Jeg fandt ud til Valentia Apartments, hvor jeg ventede en halv times tid (var selvfølgelig kommet alt for tidligt i min iver for ikke at komme for sent) og derpå ringede til Nick, som er ham jeg skal overtage pladsen fra. Det er en lejlighed som de er fire venner der har lejet, men som Nick så af nogle jobtekniske årsager er nødt til at flytte ud af. Jeg mødtes med Nick, Vincent og Jonathan, som er tre af de fire. Først satte vi os ind i en form for fællesrum for lige at få en fornemmelse af hvem hinanden var. Efter 5-7 minutters snak der besluttede de sig for at jeg ikke var specielt skræmmende eller suspekt, så vi gik over for at se på lejligheden.

Grundplan over lejligheden

Som jeg vist tidligere har nævnt er det en lejlighed hvor jeg skal dele det største soveværelse med en anden, Vincent. Vi kastede et blik rundt i den sparsomt møblerede lejlighed, snakkede lidt om løst og fast, og jeg annoncerede at jeg gerne ville flytte ind, hvis de ville have mig. Det ville de gerne. Det er lidt spændende at skulle flytte ind med nogen jeg slet ikke kender, men jeg sad og snakkede en halv times tid med Vincent efter de andre var smuttet og han virker nu meget flink. Han læser political science, men har dette quarter fri for at lave noget business. Han er event-koordinator og laver koncerter, så han sagde at det kunne være jeg også kunne få lov at lave noget lys for ham til dem. Det kunne være cool.

Eneste springende punkt er at jeg ikke har nogen seng, men det viser sig at jeg kan låne en af Nick fra engang i næste uge. Jeg flytter ind på lørdag og har fået lov at sove på sofaen i stuen indtil jeg får en seng. Det går nok.

I dag har jeg været ude at kigge lidt på Old Town, der er, jah, den gamle del af byen 🙂 Det svarer meget godt til Den Gamle By i Aarhus, måske lidt mindre. Det var et ganske hyggeligt sted. Jeg sad på en bænk i parken midt i Old Town et par timer og læste i en bog, og det var slet ikke så tosset. Nu er der lige straks aftensmad her på vandrerhjemmet. I aften er det burger-aften, og til 5$ er det svært at konkurrere med.

I morgen har jeg mit første møde på universitetet, så det bliver spændende.

Old Town - Klik for flere billeder

Så gik første dag i San Diego. Jeg lagde ud med at vågne klokken 02-et-eller-andet i nat, se på uret på min telefon og tænke “der står nok 07-et-eller-andet.” Det gjorde der ikke. Jeg faldt dog i søvn igen og vågnede kl. 0400, sikker på at nu kunne jeg ikke sove mere. Det lykkedes mig dog trods alle odds, og jeg stod op ved ni-tiden. Dermed må det jetlag være afviklet, har jeg besluttet.

Morgenmaden på vandrerhjemmet er gratis og består af pandekager man selv bager, så jeg fik en sund og nærende morgenmad bestående af to pandekager med indbagte chokoladestykker dækket af sirup. Så ved man at man er i USA 🙂 Efter morgenmaden fik jeg afviklet lidt mail-læsning, studering af de lokale busruter og andet nørderi. Mens jeg sad der kiggede filmmanden fra i går forbi og spurgte og jeg bare var kommet til San Diego for at stirre ind i min computer. Med tanke på mine studier kunne jeg jo ikke svare andet end ja til det spørgsmål. Nu var imidlertid også chancen for at opklare hvad det var han havde talt om i går. Så jeg spurgte, og Edmund (som åbenbart er “et af hans mange navne”). Vi satte os ud i solen på en bænk udenfor, og så gik det ellers over stok og sten. Edmund var angiveligt død i 11 minutter d. 1/1 2011 som følge af et hjertestop eller noget i den dur. I den forbindelse fandt han så ud af hvordan det var at være død, og det vil han så nu lave en eller anden film om. Det er noget med at der er noget hvidt lys, der stammer fra de koncentriske cirkler (ringe i vandet), der udgår fra det store “time and space continuum” når et barn blive undfanget. Og det vender så tilbage når man dør. Og det her continuum er en hvid linie der udstrækker sig et eller andet abstrakt sted, som han gerne vil have animeret. Og Edmund har også været maler i Yosemite engang. Livet handler ikke om at “figure it out”, men man skal bare acceptere at det kan man ikke. Og al videnskab i verden er i virkeligheen funderet i den samme grundlæggende energi, der minder lidt om lys, men det kan de forskellige grene bare ikke indse, fordi de har travlt med deres eget smalle spor. Det her energi er nok det der udgør the time and space continuum. Og det passer også med hvad der står i Bibelen. Jeg får let ved at score damer i San Diego, fordi jeg har en smule accent. Jeg taler i øvrigt meget som universitetsstuderende gør. Edmund er min selvudnævnte housing cheerleader og gav mig en plan for hvordan jeg skal finde ud af hvilket kvarter jeg gerne vil bo i. Edmund har også historier om 150 historisk signifikante personer han vil fortælle, formentlig gennem nogle film. Det slår mig at han lidt ligner The Dude fra The Big Lebowski. Nå, men efter sådan en times samtale – eller snarere monolog fra hans side – kunne min ungdommelige hjerne ikke rigtig håndtere mere sandhed, og jeg rejste mig og annoncerede at jeg skulle fange en bus ind til byen.

Så det gjorde jeg.

Edmund er meget hyggelig (og måske ikke helt så skør som det lyder i ovenstående), men sørendanseme også en spøjs fætter. Bevæbnet med sin iPad, jakkesæt og sine, om ikke andet, omfangsrige talegaver kan jeg godt forestille mig at han kan lokke en filmfinansiering ud af nogle investorer.

Jeg vandrede lidt rundt i Downtown og prøvede at hitte ud af hvordan byen hænger sammen, fandt ud af at det meste interessante tilsyneladende foregår i The Gaslamp Quarter på Fifth Street, spiste en ikke særlig god chicken teriyaki fra en kinesisk restaurant i en mall (note to self: En medium sodavand er enorm herovre – det burde jeg have vidst) og gik en tur i Gaslamp-kvarteret. Fik en kop kaffe og lidt internet på en Starbucks på Fifth and F St. Så fandt jeg en bus og kørte op for at tjekke campus på universitetet ud. Jeg havde en time der til at finde noget aftensmad og komme videre til mødet med mine potetielle nye roommates. Jeg fandt University Center og købte mig en salat på Burger King. Jeg havde glemt præcis hvor “min” bygning på uni lå, så jeg slog det op på en offentlig computer og det viste sig til min overraskelse at det var bygningen lige ved siden af. Så det var jo nemt. Kastede et hurtigt blik på den, og så fandt jeg en bus videre mod Valencia Apartments, hvor jeg skulle se på et værelse…

… men den historie må I få i morgen, ellers bliver dette indlæg alt for langt 🙂

I skrivende stund har jeg været på farten i noget der ligner 25 timer, men nu sidder jeg så endelig også på vandrerhjemmet i San Diego. Hele turen er sådan set gået efter planen. Jeg havde en smule stress på om jeg kunne nå min forbindelse i Amterdam, da flyet fra Aalborg var en smule forsinket. Det nåede jeg dog med perfekt timing, så jeg efter en tur gennem en af de nye kropsscannere (jeg er hverken død eller blevet selvlysende af det) nærmest kunne gå direkte om bord.

Derefter var der 9 timers flyvning til Atlanta, hvor jeg da lige nåede at se tre film: Mr. Poppers Penguins, Midnight in Paris og How Do You Know. Det var ikke et fly hvor man havde sin egen skærm, så jeg havde ikke noget valg med hensyn til titler 🙂 Den første var direkte dårlig, mens de to sidste var hæderlige, selvom jeg har set bedre af Woody Allen. Jeg sad på et fint sæde (tak til seatguru.com), men 9 timer er lang tid uanset hvad.

I Atlanta skulle jeg igennem alt det her immigrationshalløj, men det var ikke noget problem, betjenten spurgte hvorfor jeg var så sent på den, når nu skoleåret startede for længe siden, men bortset fra det blev jeg bare vinket igennem. Mens jeg ventede ved gaten, hvor jeg havde en time, talte jeg lidt med en gut, der ofte lejede et værelse ud til studerende i San Diego. Han havde dog ikke lige noget ledigt for tiden. Videre om bord på flyet, se endnu en film (Bad Teacher, den var dårlig) og ellers sov jeg lidt og stirrede ud af vinduet. På vej tværs over det sydlige USA kommer man forbi meget varieret terræn: Fra halv-bebyggede Cul De Sacs i udkanten af Atlanta, over floddeltaer i Alabama og Lousiana, Irak-agtigt månelandskab i New Mexico og deciderede sandklitter i det sydøstlige Californien, hvor jeg også så de første potentielle klatre-klipper. Jeg tror aldrig jeg stopper med at være fascineret af at se verden fra oven.

Da jeg 5 timer senere landede i San Diego fangede jeg bus 923 mod Point Loma Heights, og nu sidder jeg her på vandrerhjemmet. Der er taco-night i aften med all-you-can-eat hjemmelavede tacos til 5$, hvilket er perfekt når man som jeg ikke orker at gå ud og finde noget mad lige nu. Bestyreren er tidligere kok, så det er perfekt.

En af mine vandrerhjems-roomies er en ældre, langhåret hippie, der ifølge ham selv er producer på en kommende animeret delfin-film med et budget på 120 millioner dollars, hvor blandt andre Leonardo DiCaprio skal lægge stemme til og U2 og Taylor Swift skal lave musikken. Han har også lige fremlagt en cliffhanger om at han har “det perfekte projekt for en computer-gut som dig – you’re gonna love it!”, så det glæder jeg mig da til at høre om lidt senere. Han er en lidt spøjs fætter.

Bolig-situationen er stadig uafklaret, men jeg har fået en aftale med nogle gutter i morgen aften, der har en lejlighed hvor jeg kan leje mig ind. Der er imidlertid et delt værelse, så det skal jeg lige overveje om jeg har lyst til. På den anden side har jeg boet med 2 andre i en container i et halvt år, så det burde vel være til at overleve. Nu må vi se hvad de er for nogle typer når jeg møder dem.

Nå, jeg har en ekstremsportsdiskussion kørende med en tysker her i fællesrummet, så jeg vil løbe igen. Over and out herfra.

I skrivende stund er der 3 dages tid til jeg tager afsted mod San Diego, og den tur fortjener vist en blog. Så her er den.

Som med alle andre blogs af denne type er den naturligvis oprettet med de bedste intentioner om naturligvis at skrive mindst et indlæg om ugen – og som med alle andre blogs af denne type er chancen for at jeg skriver et støt antal indlæg om 8 måneder nok minimal 🙂 Men nu prøver vi.

For de, der ikke rigtig skulle vide hvad det her handler om, så ligger landet sådan, at jeg drager en tur til San Diego, Californien for at skrive mit speciale på University of California, San Diego – i daglig tale bare UCSD. Jeg tager som nævnt afsted lige om straks, og jeg bliver hængende i staterne indtil engang næste sommer hvor mit visum udløber og jeg forhåbentlig også er færdig med bemeldte speciale. Hvad det nøjagtig skal handle om er der vist ingen der ved, men det får jeg forhåbentlig afklaret når jeg kommer afsted.

Foreløbig er missionen vist bare at få skaffet noget at bo i når jeg kommer derover, så må vi tage resten senere. Det er sådan noget med Maslows behovspyramide og den slags. Der er også lige en rejseforsikring der skal købes. Men hvad, jeg har styr på visum og billet, og så går resten nok.